Det var så dette valg – jeg græmmes….

Én ting er at politikere, i en valgkamp, stort set, alle mener det samme. De tør ganske enkelt ikke lægge sig ud med befolkningsgrupper, uanset størrelse. Hvis ét parti rammer noget populært, mener, stort set, alle andre det samme.

Men….

Denne gang har medier, journalister og, ikke mindst, studieværter sat deres, ikke særligt flatterende, aftryk på valgkampen, med Poul Erik Skammelsen og Kåre Quist som de absolut værste i kategorien. Min verdensopfattelse er at de bør følge og kommentere valget, ikke sætte dagsordenen. Adskillige gange har man set politikere komme til skafottet med én plan, som så er blevet totalt fejet af bordet, fordi en udspørger har haft en anden, mere eller mindre, skjult agenda. Havde der så bare været en smule kød på deres forehavende – den ene gang, efter den anden, har det bare vist sig at være en ligegyldig gang meningsløst varm luft. Politikerne har været nødt til at gå med på dette, da de ellers ikke har en chance for at komme til fadet på andre måder. De politikere, som har forsøgt at holde sig til den oprindelige plan, er, gang på gang, blevet afbrudt af den repræsentant for medierne, som de nu har været oppe imod. Medierne har tilranet sig alt for stor en magt, helt generelt, men ikke mindst i en valgkamp. I denne valgkamp har man, i dén grad, fokuseret på at få formet den offentlig holdning, og derved holdt spændingen om udfaldet hen, helt til selve valgdagen. Så kan man nemlig fylde mediefladen radio, tv og netbaséret, og breake den ene ligegyldighed efter den anden, og holde interessen hos brugerne fast.

Det er egentligt et underligt valg denne gang, for jeg tror mange, i bund og grund, helst så helt tredie statsminister, end de to, der er reelle muligheder. Skat, 3GI, udenlandsk leasingkrumspring, fadbamser, Gucci, bilagssager – punkter som har belastet begge, gennem tiderne.

Man forstår mere og mere Egon Olsen’s konklusion: Dette land er for lille for mig – gør med det hvad I vil….